Prispolitik hos Buch & Baruah - Privatområdet

HVAD KOSTER DET AT GÅ TIL ADVOKAT?

Mange frygter, at det bliver meget dyrt og meget besværligt at involvere en advokat. Men det kan blive meget dyrere, hvis man lader være.
Advokater kan ikke fuldstændigt frit fastsætte deres salær. Der gælder nemlig en række forskellige regler for størrelsen af advokaters salærer. Salæret skal være rimeligt, og advokaten skal, hvis du er almindelig forbruger, uopfordret fortælle dig, hvad bistanden kommer til at koste. Hvis det ikke er muligt, skal advokaten oplyse dig om, hvilke hovedelementer der vil indgå i det salær, som du skal betale.

PRISOPLYSNINGSREGLER:

Advokater skal oplyse om ydelse og pris.
Du kan altid få et overslag over, hvad det ca. vil koste at få advokatens råd i din sag.

Når du første gang henvender dig til en advokat med en sag, skal advokaten fortælle dig, hvad han forventer, at prisen for rådgivningen bliver. Hvis det er svært at overskue sagens omfang, skal du have oplyst enten, hvordan prisen i sidste ende bliver beregnet, eller du skal have et overslag.
Er du erhvervsdrivende, skal advokaten oplyse, hvad det koster, hvis du som kunde beder om det.

INGEN STANDARDTIMEPRIS:

Der gælder ikke én fast timepris for alle advokater, for det er i strid med konkurrencereglerne i Danmark. Der skal være fri konkurrence – også på prisen. Nogle advokater kan tage mere for rådgivningen end andre, f.eks. fordi de er specialister.
Din økonomiske situation har betydning

Det kan også være, at dine egne økonomiske forhold kan berettige til enten fri proces eller retshjælp - det rådgiver advokaten dig om.

DÆKKER EN FORSIKRING ADVOKATENS SALÆR?

95 procent af alle danskere har en retshjælpsforsikring, som i en række sager dækker langt det meste af udgiften til advokatens salær. Retshjælpsforsikringen er en del af familieforsikringen og de fleste forsikringer af dit hus, din bil og din båd.

HVAD VIL DU SELV BRUGE AF TID OG ENERGI?

Retfærdighed skal ske fyldest.
Alligevel kan det en gang imellem være en god ide at gøre op med sig selv, hvor meget tid og hvor mange ressourcer du vil bruge på at få ret. Det er også vigtigt for at kunne vurdere advokatens pristilbud, at du på forhånd har indstillet dig på, hvad du selv vil bruge af tid og energi på opgaven. Tal derfor også med advokaten om, hvad det i givet fald vil kræve af dig, hvis I skal løse en opgave sammen.

BED OM ADVOKATENS VURDERING:

Det er en god ide at bede advokaten om ærligt at vurdere, hvad du vil få ud af advokatens bistand, f.eks. til at føre en retssag. Resultatet har jo betydning, når du skal vurdere, om du skal bruge penge på rådgivning fra advokaten. Advokaten er selvfølgelig ikke dommer og kan derfor ikke forudsige resultatet med 100 procents sikkerhed, men advokaten kan give dig et praj om, hvordan sagen vil falde ud.

Mere om advokatsalærer:
Etisk prisoplysningsregel
Salærtakster for advokater
Økonomisk støtte fra Birthe Daells Fond
Den gratis advokatvagt